CO2-NEUTRALE TRYKSAGER

Skandinaviens første CO2-neutrale trykkeri

KLS PurePrint har i mere end 10 år arbejdet målbevidst på at blive CO2-neutral. Hver eneste del af virksomhedens produktion og energiforbrug er blevet analyseret og kortlagt, og alle steder, hvor de kunne forbedres og optimeres, er det gjort. Allerede i 2009 lykkedes det KLS PurePrint at blive CO2-neutral som det første trykkeri i Skandinavien.

En fortsat proces

Virksomheden har siden fortsat arbejdet med at reducere udledningerne. I 2010 investerede KLS PurePrint i Danmarks første el-lastbil, og i dag kommer al el fra egen vindmølle, ligesom alle firmabiler købt siden 2012 har været elbiler. KLS PurePrint har på seks år halveret varmeforbruget og reduceret elforbruget med 38 procent pr. produceret enhed. Som en ekstra miljø-investering har virksomheden fået et hvidt, klimavenligt tag, der reflekterer solvarmen og dermed reducerer klodens opvarmning.

Nødvendige kvoter

Da det ikke er muligt at sikre en 100 procent CO2-fri produktion og transport, er der behov for at købe miljøkvoter. Hvert år opgør KLS PurePrint restudledningen af CO2 og neutraliserer den via FN-godkendte CER-kvoter (Certified Emission Reduction) i CDM-projekter (The Clean Development Mechanism). Det vil sige projekter, der garanterer en mindre CO2-udledning i udviklingslande. Helt konkret går vores kvoter til vindmølleprojekter i Indien, som erstatter kulkraftværker, og et projekt i Argentina, hvor man opsamler metangas fra en losseplads.

Se eksempel på certifikat