Cradle to Cradle bakkeservietter sparer årligt miljøet for 42 ton miljøaffald

McDonald’s i Danmark har årligt næsten 63 millioner gæster. Mange af dem får maden serveret på en bakke. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad servietten på bakken er lavet af.

McDonald’s arbejder målrettet på at blive mere bæredygtige, og indledte derfor i 2016 et samarbejde med trykkerivirksomheden KLS PurePrint om at gøre bakkeservietterne mere miljøvenlige. De første miljørigtige bakkeservietter blev produceret i december måned 2017, og de helt friske tal – lavet efter en beregning udarbejdet på baggrund af data fra Miljøstyrelsen – viser, at den første måned med de miljørigtige bakkeservietter betød 3.5 ton mindre skadeligt affald i forhold til tidligere.

– Vi er rigtig glade for samarbejdet med McDonald’s, som giver os mulighed for at udbrede kendskabet til bæredygtige tryksager og emballage endnu mere. Vi har i flere år arbejdet på at fjerne skadelige kemikalier og tungmetaller i produktionsprocessen af både papir og trykfarver. Det lykkedes i 2015, hvor vi blev certificeret med den skrappe miljøcertificering Cradle to Cradle, som det kun andet trykkeri i verden. Dermed er det muligt at reducere mængden af miljøskadeligt affald, som normalt udgør ca. 25 %, til nul, siger Kasper Larsen, kommerciel direktør i KLS PurePrint.

Hos McDonald’s i Danmark er målsætningen hele tiden at blive mere bæredygtige, og de nye tal er blevet modtaget som et bevis på, at det i høj grad kan betale sig at have fokus på miljøet:

– Vi arbejder målrettet på at blive mere bæredygtige i hele vores produktion, og jeg er stolt over de nye tal, som overstiger mine forventninger. Det er et godt eksempel på, at vi kan bruge vores størrelse til noget godt, siger Mads Friis, kommerciel direktør hos McDonald’s i Danmark.

Hos McDonald’s er gæsterne altid i fokus, og derfor skal tiltag indenfor eksempelvis bæredygtighed altid gå hånd i hånd med, at gæsterne ikke skal opleve, at deres samlede oplevelse bliver ringere.

– Vi bruger meget emballage, og det betyder, at vi kan stille store krav til vores leverandører. Vi har haft et fremragende samarbejde med KLS PurePrint, som deler vores fokus på optimal bæredygtighed. Det kan virke småt på papiret at ændre en bakkeserviet, men når vi bruger næsten 11 millioner om året, så bliver mange bække små til en stor flod, som andre forhåbentligt vil lade sig rive med af. Nu har vi i alt fald været med til at forstærke processen mod at få mere bæredygtige tryksager og emballage i Danmark, til glæde for os alle sammen, og det er vi stolte af. Vi håber, at vi i fremtiden i fællesskab kan fremvise endnu mere markante resultater i samarbejdet, siger Mads Friis, kommerciel direktør hos McDonald’s Danmark