EMBALLAGE

VERDENS FØRSTE 100 % BIOLOGISK NEDBRYDELIGE EMBALLAGE

Vi er stolte over at være blevet valgt til at lave emballagen til Fairdig - en visionær virksomhed startet af tre idealister med én fælles mission: De vil fremme klimavenlige forbrugsmønstre gennem gode produkter – i første omgang bæredygtige og sunde færdigretter.

”Ideologien bag Fairdig er, at planeten er en værdifuld ressource, som vi har et fælles ansvar for at passe på. I stedet for at løfte pegefingeren vil vi gøre det lettere at tage det rigtige valg ved at tilbyde et nemt, lækkert, sundt og klimavenligt alternativ – helt uden tilsætningsstoffer, 100 % økologisk og 100 % plantebaseret” siger Lise Andersen, direktør og medejer af den unge virksomhed.

”Vi har lagt en masse tid og kræfter i at finde vores udtryk rent madmæssigt, og vi synes selv, at resultatet er blevet rigtig godt - en af de første klimavenlige Fairdig-retter er ”Simregryde med masala”. Det er vigtigt for os, at vores retter faktisk er hjemmelavede retter. Derfor bruger vi ikke E-numre, konserveringsmidler og diverse andre dikkedarer, der ganske vist kan forlænge holdbarhed og andre smarte ting – men som til gengæld går ud over naturligheden og råvarerne i retten” siger Lise.

Med baggrund i en uddannelse i fødevarevidenskab fra Københavns Universitet ved Lise hvor afgørende det er, hvordan maden er sat sammen, og dermed hvilken indvirkning den har på os. Og vigtigheden af at vælge de gode råvarer frem for de mange konventionelt fremstillede fødevarer, som tilbydes i dag.

Den sunde emballage

Visionen om at udbrede brugen af bæredygtige produkter stopper ikke ved selve maden. Fairdig har valgt at også emballagen skal være 100 % giftfri og fri for skadelige kemikalier. KLS PurePrint leverer den fine yderemballage i PurePrint karton, som er Cradle to Cradle certificeret.

”Det er vigtigt for os at vores forbrugere kan stole på, at vi gør alt hvad vi kan for at give dem et så rent og bæredygtigt produkt som overhovedet muligt. Derfor var valget af PurePrint til emballagen nemt – især da det så ikke en gang var dyrere”, slutter Lise.

Kan allerede købes nu

Retterne fra Fairdig kan allerede nu købes hos nemlig.com, og der arbejdes på højtryk for at få retterne på hylderne andre steder.

Se mere på www.fairdig.dk og følg dem på www.facebook.com/FairdigFood