Aarstiderne vælger passionerede leverandører

I år er det 20 år siden, at Aarstiderne A/S blev stiftet. Kimen blev dog allerede lagt i 1996, da Thomas Harttung starter foreningen Barritskov Grøntsagshave efter at have været til Verdensøkologikonferencen i København.

Siden starten er det gået stærkt, og grundidéen om at gøre omtanke for klima og miljø til hverdagskost i form af gode, friske råvarer er mere up-to-date end nogensinde. Hver uge bliver 35.000 ugentlige leveringer gjort klar til Aarstidernes 70.000 aktive kunder i Danmark og Sverige. Det gør pioneren i måltidskasser til de danske middagsborde til den største af sin slags.

Engagerede leverandører

Når Aarstiderne vælger leverandør, er det vigtigt, at der er en passioneret sjæl og et stort engagement bag råvaren. Det er nemlig en del af historien om dyrkningen og produktionen af kvalitetsfødevarer. Derudover lægges der vægt på to vigtige kriterier: så meget dansk som muligt og den bedst mulige kvalitet.

Men når der tales om leverandører og samarbejdspartnere, er det lige så vigtigt at vælge den rette, også når de ikke dyrker frugt og grøntsager til kasserne. For der samarbejdes med mange andre end landmænd og gartnere. Aarstiderne søger derfor hele tiden efter samarbejdspartnere, der kan hjælpe med at gøre deres virksomhed mere bæredygtig og miljøvenlig i alle stadier af deres produktion.

Tryksager uden kemi

Juliane Schmeltzer Dybkjær, leder af Kommunikation hos Aarstiderne siger: "Vi har en ambition om at anvende materialer, der er naturlige og kan recirkuleres biologisk uden at efterlade skadelige reststoffer for at sikre en mere miljøvenlig fremtid."

Derfor har Aarstiderne valgt KLS PurePrint som leverandør af deres tryksager, herunder deres nyhedsbreve.

Juliane fortsætter: "Det er især fordi KLS PurePrint er Cradle to Cradle certificeret. Certificeringen betyder, at både papir og trykfarve er produceret helt uden skadelig kemi, tungmetaller, eller hormonforstyrrende stoffer. Aarstidernes tryksager kan altså både genbruges men også bionedbrydes og bruges som gødning i naturen uden at efterlade uønskede rester, der kan forurene jord eller vand”.

I uge 41 fortalte Aarstiderne i deres nyhedsbrev til kunderne om deres samarbejde med KLS PurePrint.

Læs hele Nyhedsbrevet fra Aarstiderne her.